Tilladelser og dispensationer fra andre myndigheder
Bonusvirkning
Planlovens § 15, stk. 4, giver mulighed for, at kommunalbestyrelsen udformer en landzonelokalplan, så den erstatter de tilladelser efter lovens § 35, stk. 1 (landzonetilladelser), som er nødvendige, for at lokalplanen kan gennemføres. Bestemmelsen giver hjemmel til den såkaldte bonusvirkning af lokalplaner for så vidt angår landzonetilladelser. Hvis kommunalbestyrelsen i forbindelse med efterfølgende sagsbehandling ønsker at fravige lokalplanens bonusbestemmelser, kræver det landzonetilladelse, jf. § 35.
Lokalplanen giver bonusvirkning til etablering af støjafskærmning, sti og beplantning på støjvolden. Langs ydersiden af støjvolden kan der desuden anlægges servicevej på 3 m til vedligeholdelse af støjvold. Derudover giver lokalplanen bonusvirkning til anlæg til håndtering af overfladevand/regnvandshåndtering og tilkørsel og adgang til anlæggene, beplantning i anlæggene samt terrænregulering.
Bygge- og beskyttelseslinjer
Bygge- og beskyttelseslinjer
Realisering af lokalplanen forudsætter reduktion af eller dispensation fra to fortidsmindebeskyttelseslinjer.
Miljøstyrelsen træffer afgørelse om reduktion af fortidsmindebeskyttelseslinjen. En reduktion kan ske efter ansøgning fra kommunen og kan i øvrigt kun ske, hvis den ikke er i strid med enten de landskabelige interesser eller andre naturbeskyttelsesinteresser, som fortidsmindebeskyttelseslinjen har til formål at beskytte. Det er et hovedprincip, at reduktion kun kan ske, hvis der er tale om en administrativ lettelse. Det er således en forudsætning, at kommunen via planlægning (normalt ved lokalplan) tilvejebringer en samlet regulering af arealanvendelsen og bebyggelsesforholdene, der kan erstatte et antal konkrete afgørelser om dispensation og dermed medføre en administrativ lettelse for kommunen. Dette betyder, at en reduktion for eksempel kan komme på tale for områder, hvor der over en længere periode skal ske byudvikling (typisk boligområde eller erhvervsområde). Derimod vil opførelse af et mindre antal bygninger eller opførelse af enkeltbebyggelse (dagligvarebutik, tankstation, fritidscenter og lignende.) som hovedregel ikke kunne danne grundlag for reduktion af fortidsmindebeskyttelseslinjen. Miljøstyrelsens afgørelser om reduktion af bygge- og beskyttelseslinjer kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra fortidsmindebeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelse om dispensation kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet af bl.a. ejeren af ejendommen, adressaten og en række myndigheder og organisationer.
Ophævelse af landbrugspligt
Lokalplanen udlægger det samlede område til ny byudvikling. Inden for området er den langt overvejende del af arealet omfattet af landbrugspligt. Er en ejendom noteret som en landbrugsejendom eller landbrugsejendom uden beboelse betyder det, at der er landbrugspligt på ejendommen.
Lokalplanen er alene byggeretsgivende for den østlige del af lokalplanen, herunder matr. Nr. 1a og 2c, Allerup By Tuse. Henset til områdets samlede størrelse, må det forventes, at der går mere end 5 år, før det samlede område er udbygget. Med lokalplanen kan landbrugspligten på ejendomme inden for den byggeretsgivende del af lokalplanen begæres ophævet, mens det for den resterende del vurderes at måtte afvente de efterfølgende byggeretsgivende projektlokalplaner for de efterfølgende etaper.
I henhold til § 6, stk. 1, nr. 1 kan landbrugspligten ophæves på en landbrugsejendom eller en del heraf ved erklæring fra en praktiserende landinspektør (eksempelvis i forbindelse med ejendommens udstykning), hvis jorden inden 5 år skal anvendes til udbygning af bysamfund med boliger og dertil hørende fællesarealer, til erhverv m.m., til offentlige formål eller til sommerhusbebyggelse mv., som udelukker en senere anvendelse til jordbrugsmæssige formål. Det er en betingelse, at jorden ligger i byzone, i sommerhusområde eller i områder af landzone, som i en endeligt vedtaget eller godkendt lokalplan er udlagt til de nævnte formål.
Ejendommen skal drives landbrugsmæssigt efter landbrugslovens regler, indtil den tages i brug til det formål, som lokalplanen fastlægger.